tirsdag den 3. juli 2018

Frikadeller i Skalstrup den 3. juli 2018



Den første frikadelle-event løb af stablen i Skalstrup den 3. juli 2018. Vært var Gurli Andersen, og det hele foregik på Gurlis terrasse. Frikadeller og -opskrifter ved dette første frikadelle-event blev leveret af: 
”Hvad gør vi lige i dag?-frikadeller” v/ Dorte Handberg, 
”Kapersdellen med et twist af rosmarin” v/ Louise Harbo, Liv Sejrbo Lidegaard, Malte Tellerup og Eddy Thoralf Sejrbo Tellerup, 
”Kalv/flæsk-frikadeller” v/ Saranoa Andersen og Flemming Bennedsgaard,
”Solveigs frikadeller” v/ Solveig Fabricius og Mikael Engelstoft Nielsen,
”Elisabeths frikadeller” v/ Elisabeth Meldgaard, 
”Sådan circa frikadeller” v/ Sean Jardenbæk og Meise Fabricius Nielsen,
”Frikadeller” v/ Tórey Ósk Smaradóttir og Lars Øllgaard Holm, 
”Frikadellen fra mormor” v/ Helle Christensen, 
”Frikadeller” v/ Anita Fiskbæk Nielsen, 
”Rødbede-deller (eller tøm skabet-deller)” v/ Johanne Randen, 
”Overlevelses-frikadeller” v/ Klavs Weiss. 

Udover en superhyggelig aften, en masse gode frikadeller og ditto snak, så lærte vi også af denne første frikadelle-aften, at vi med fordel kunne strukturere konceptet lidt bedre. F.eks. bede folk om på forhånd at nedskrive deres frikadelle-opskrift og historien om den. Trods den lidt løse struktur kom vi dog hjem med 11 frikadelleopskrifter, men der var ikke så mange, der også havde haft krudt til at skrive historien ned. Her følger dog en historie og opskrift fra Sean: 

”Sådan circa frikadeller” 
Historien: 
Vi tager dem i løb. Frikadelleplanen lægges før skabene åbnes, og der er for langt ind at handle. Er det overhovedet frikadeller. Der faktatjekkes på nettet. Den er sgu go nok. I de her fake news, new-speak tider skal fakta på det rene. Frikatesse snakkede de om i Frankrig engang. Betyder circus noget med alt, der kan rulles og steges på pande. Svinet var bare noget med banal nationalromantik. Så vi klør på med bønnerne. Projektet som tilfældet tog form landede på circa følgende udfald: 
Opskrift: 
½ dl røde ukogte linser der koges 
½ dl beluga-bønner der koges 
Ca. 200 ml kogte grønne linser fra en dåse 
3 fintrevne gulerødder 
4 små finthakkede løg 
2 fed hvidløg 
2 tsk. paprika 
Frisk persille efter forgodtbefindende fra haven 
Tørrede ramsløg fra i forårs 
Tørret løvstikke fra i forårs 
Salt, peber 
1 æg 
Mel til det minder om fars. 
1. Linser koges og blendes med stavblender. Krydderier blandes i den varme linsefars. 
2. Resten blandes i. 
3. Steges. 

KHJ